Luk
Indkøbskurv
Kurven er tom
Guide til Champagne & fortryllende bobler

Guide til Champagne & fortryllende bobler


Champagne er den mest magiske og forførende drik, der lader til have en direkte forbindelse til lykke og eufori. Champagne har sat lighedstegn mellem mousserende vine og fejring og er blevet udødeliggjort af berømte Champagne-nydere gennem århundreder. I dag kan man dårligt forestille sig sommerfester eller nytårsfejringer uden de forførende bobler.

Men hvordan blev Champagne et så succesfuldt brand, og hvordan adskiller de andre perlende alternativer sig fra den eksklusive drik?

En kort historie om Champagne og stærke enker

Det er en udbredt opfattelse at den franske benediktinermunk, Dom Perignon, opfandt Champagnen i 1697. En myte, der har levet videre i hans berømte udsagn “Kom hurtigt, jeg drikker stjernerne!”, som han efter sigende skulle have sagt ved sit første møde med mousserende Champagne. At citatet så faktisk først menes at optræde for første gang i en trykt reklame i slutningen af 1800-tallet, og det faktum at hans egentlige opgave bestod i at fjerne boblerne fra vinen, har ikke aflivet myten.

Der hersker stadig usikkerhed om, hvem der egentlig opfandt det mousserende vidunder, men det er i hvert fald veldokumenteret, at englænderen Christopher Merrett 30 år forinden i 1662 for første gang dokumenterede, hvordan man fik bobler i vin. Det var også England, der med sin centrale rolle i industrialiseringen formåede at skabe flasker, der kunne holde til trykket fra Champagnen.

I starten af det 19. århundrede var det bemærkelsesværdigt nok kvinder, der styrede nogle af historiens mest anerkendte Champagne-huse, og Champagnens historie er da også først og fremmest en historie om enkekvinder, og hvordan de påvirkede Champagne, og gjorde det til den luksusdrik, vi kender i dag.

En af de ikoniske skikkelser i Champagnens historie er enken Veuve Clicquot (veuve er det franske ord for enke), der som 27-årige overtog sin mands Champagne-hus efter hans pludselige død i 1805. Veuve Clicquot er særligt kendt for at have opfundet remuage-metoden, som man bruger den dag i dag, hvor gærrester samles i flaskehalsen ved gradvist at dreje flasken, så de senere let kan fjernes. Det siges, at hun i starten brugte et spisebord, hvor der var boret huller i til flaskerne.

Hvor Veuve Cliquot er ansvarlig for at revolutionere produktionsmetoden af Champagne, så er det en anden enke, der er skyld i den helt særlige smag, vi i dag forbinder med Champagne. At Champagne i dag ikke er en ultrasød drik, kan vi nemlig takke Jeanne Alexandrine Louise Pommery for. Med et ønske om at sælge Champagne til det engelske marked, der foretrak vinen tør, transformerede hun nemlig Champagne til den stil, vi kender i dag fra Brut Champagne.

Det mousserende vinkompas

Om man er til spansk Cava, italiensk Prosecco, Crémant eller Champagne, så er mousserende vine blandt nogle af de vine, vi gerne kaster lidt ekstra penge efter for at få lige præcis den lykkeeliksir, der passer til situationen, boblerne skal nydes i. De livlige bobler er for de fleste stærkt kædet sammen med fejring, fest og særlige, uforglemmelige situationer. Men mousserende vine er et vidt begreb og hver vinregion har sin helt egen stil.

Champagne

Der er ikke nogen grund til at lade som om, Champagne ikke er noget helt særligt og den ultimative luksus. Champagne kommer, som navnet antyder, fra Champagne-distriktet i det nordøstlige Frankrig. Modsat mange andre vine, hvor fx producenten eller marknavnet er brandet, er det her Champagne-distriktet, der er brandet, og druerne kan dyrkes overalt i distriktet. Champagne laves på de blå druesorter Pinot Noir og Pinot Meunier og den grønne druesort Chardonnay. Laves Champagnen udelukkende på blå druer, kaldes den Blanc de Noirs, mens den på ren Chardonnay kaldes Blanc de Blanc. Blanc de Noirs-Champagner vil ofte være mere rustikke og mørkere i udtrykket, end Blanc de Blanc-Champagner, der vil være mere frugtrige og cremede i sin fylde. Ofte vil man også finde Champagner, hvor druerne er blandet i et flot blend.

Champagne laves efter den metode, der kaldes métode traditionelle, hvor den mousserende effekt skabes ved at tilsætte en sukkerholdig, ugæret saft kaldet dosage, der gæres under tryk på flasken. Undervejs drejes flaskerne en ottendedel omgang hver dag, mens de langsomt rejses op. Denne metode kaldes remuage. Til sidst fjernes de døde gærceller fra flaskerne ved at fryse vinen, tage proppen af og fjerne gærcellerne (kaldet degorgering). Denne metode er en ufattelig dyr fremstillingsmetode, men den giver også vinen blødere og mere velintegrerede bobler.

Langt de fleste Champagner laves uden årgangsbetegnelse og kaldes non-vintage for at sikre at årgangene smager ens og har samme kvalitet hvert år. I nogle tilfælde laver man årgangschampagne med særligt gode årgange, som ofte vil være dyrere og mere eksklusive.

Champagne og mousserende vine har forskellige sødmegrader, der afgøres af den restsødme, der er tilbage i vinen, når den sættes til salg. Den kan skyldes enten en naturlig restsødme eller tilsat sødme – kaldet “dosage”.

Champagne og mousserende vine kan inddeles i forskellige sødmegrader og forskellige termer:

  • Ultra Brut/Brut Nature: Helt tør – Sukkerindhold (naturligt) under 3 g/l.
  • Ekstra Brut: Meget tør – Sukkerindhold under 6 g/l.
  • Brut: Tør – Sukkerindhold lavere end 12 g/l.
  • Ekstra Sec eller Tres Sec: Tør – Sukkerindhold ml. 12-17 g/l.
  • Sec: Halvtør – sukkerindhold ml. 17-32 g/l.
  • Demi Sec: Halvsød – Sukkerindhold ml. 32-50 g/l.
  • Doux: Meget sød – Sukkerindhold højere end 50 g/l.

Frankrigs største Champagne-brand, der også er verdens tredjestørste, Nicolas Feuillatte er det perfekte sted at gå på opdagelse, hvis man leder efter en god Champagne i et rimeligt prisleje. Selvom vinhuset er et af de yngste (vinhuset blev grundlagt i 1976), har de et imponerende udvalg af Champagner i forskellige stilarter og prisklasser. Champagnenørden kan med fordel tjekke Champagnerne fra det innovative vinhus Henri Giraud ud, der bl.a. har verdens første pesticidefri Champagne i sortimentet. Det er et mindre vinhus, der selv dyrker alle deres druer og følger hele processen fra plante til flaske.

Crémant

Champagne er absolut ikke det eneste område, der skaber lækre mousserende vine. I Bourgogne, Loire og Alsace skabes der også fantastiske Crémant-vine på den traditionelle champagnemetode, der giver vine med flot integrerede bobler. Crémant-vine vil ofte være lidt lettere i stilen, end Champagne. Druerne til en Crémant håndplukkes for at sikre at kun de bedste druer finder vej til den endelige vin. Det er en dyr og tidskrævende fremstillingsmetode, og derfor vil prisen på en flaske Crémant også være relativt høj. Crémant-vine er dog også det tætteste, man kommer på Champagne smagsmæssigt, hvis man ikke vil bruge helt så mange penge, som en Champagne koster.

Nogle af de bedste Crémant de Bourgogne kommer fra vinhuset Maison Albert Sounit, der drives af den danske vinpioner Knud Kjellerup. Se det flotte udvalg fra Maison Albert Sounit og gå på opdagelse i vores store udvalg af Crémant.

Cava – spanske bobler

Cava laves oftest på samme måde som Champagne, men har sin helt egen særlige stil og ligger som regel i et budgetvenligt prisleje. Vinen laves på de lokale druer Macabeo, Xarel-lo og Parrellada, men andre druer kan også optræde i vinen. Cava er det catalanske ord for (vin)kælder, som blev indført efter at Spanien i 1970 accepterede franskmændenes krav om ikke at bruge ordet ”champagne”. Vinen kan fås som brut (tør), seco (halvtør) eller semi seco (halvsød).

Se vores skarpe udvalg af spansk Cava fra Catalonien.

Prosecco – italienske bobler

Prosecco, som direkte oversat betyder ”næsten tør”, laves på Glera-druen, som tidligere blev kaldt Prosecco, hvilket betød at ”Prosecco” blev produceret overalt i Italien i meget svingende kvaliteter. Derfor blev reglerne, i 2013, strammet op, således at det kun er Prosecco fremstillet i Veneto-regionen og hvor min. 85 % af druerne er Glera, der må bære navnet Prosecco. Vinen laves på Charmat-metoden, hvor vinens andengæring foregår på ståltanke, og ikke i flasken, for at bevare druernes friskhed og aroma. Resultatet er en dejlig, ungdommelig, let drikkelig og meget appetitvækkende mousserende vin, der har en antydning af naturlig sødme fra druerne.

I Italien kan man også finde andre fantastiske mousserende vine som Spumante og Asti. Spumante er en let vin, der fås som brut (tør), seco (halvtør) eller dolce (sød). Asti er den søde mousserende vin med lav alkoholprocent fra Asti-regionen.

Find din foretrukne Prosecco eller gå på opdagelse i dejlige Italiens bobler.

Pét Nat (Pétillant Naturel)

Pét Nat er det nyeste inden for den mousserende vinverden og en uomgængelig forfriskning blandt unge hipstere i de fleste storbyer. Pét Nat, en forkortelse af Pétillant Naturel, er en kategori af mousserende vine, der har trængt sig på i de senere år. Modsat Champagnemetoden, hvor der tilsættes ekstra gær og sukker for at opnå en andengæring, opstår boblerne i en Pét Nat ved, at der stadig er levende gær i vinen, når den bliver tappet på flaske. Vinen flaskes herved før førstegæringen er forbi og modsat Champagne bliver vinen ikke efterbehandlet (med remuage og degorgering), og er derfor på nogle måder vildere og mere naturlig i sit udtryk. Resultatet er en mousserende vin med bløde og blide bobler, og vinen vil ofte kunne kendes på at den er lukket med kapsel og ikke den klassiske prop.

Prøv vores forfriskende Pét Nat fra det økologisk certificerede tyske vinhus Weingut Riffel, der bl.a. har gjort sig bemærket med deres stringente og eminente Riesling-vine.