Indkøbskurv
Kurven er tom
Hvad er de typiske fejl på vin

Hvad er de typiske fejl på vin


Fejl på vin handler oftest om iltning af vinen eller paraplybegrebet ”prop”. Det er de mest almindelige fejl på vin. Men der findes også mange andre fejlmuligheder. Dem gennemgår vi i denne episode af Passion for vin. Efter videoen kan du læse mere om de forskellige vinfejl, samt hvad du skal gøre, hvis du får købt en vin med fejl på.

Fejl på vin! Æv, der er ikke noget mere ærgerligt, end hvis du har købt en flaske god vin, som du har glædet dig til at drikke, og det så viser sig, at der er fejl på vinen. I videoen herunder ser vi nærmere på de mest almindelige vinfejl og hvordan du kan identificere, hvad det er for en fejl, din vin lider af. Efter videoen kan du læse mere om dem og om du kan afhjælpe dem eller hellere bør levere vinen tilbage.

 

Iltning af vinen

Den mest almindelige fejl er, at vinen på en eller anden måde er blevet udsat for ilt. Det får vinen til at oxidere, hvilket medfører at vinen hurtigere bliver til eddike. Det giver et eddikeagtigt stik i smagen til sidst på rødvin og giver en mere æblemostagtig smag på hvidvin.

Du kan også se det på, at vinen mister sin flotte farve og bliver mere brunlig eller orange i farven, når det gælder rødvine. Hvidvine er det lidt sværere at se på, selv om de faktisk er mere følsomme overfor ilt. Her hjælper rødvins højere indhold af garvesyre oftest med til at modstå påvirkningen fra ilten.

Prop

Prop er en paraplybetegnelse for vinfejl, der primært opstår i flasker som er lukket med en rigtig korkprop. Det kan også optræde hos en vin, der er lukket med skruelåg, men det er mere sjældent.

Du kan opdage fejlen ved at dufte til proppen, når du har trukket vinen op. Lugter proppen af våd kælder eller mug, er der tale om prop. Det skyldes oftest stoffet trikloranisol – forkortet TCA – som er et kemisk stof, der findes i kork, men også kan findes i træet i vintønden. Det er derfor, at ”prop” også kan opstå i en flaske med metalskruelåg.

TCA går i forbindelse med vinen og giver den dårlige, mugne lugt – lidt hen i stil med gamle, våde aviser. Samtidig bliver vinen ubehagelig at drikke og selv om det hævdes, at fejlen kan fjernes ved at hælde vinen op i en skål med et stykke folie-wrap i, er det nemmeste bare at levere vinen tilbage og få en anden flaske.

Prop kan også skyldes, at mugsporer har sat sig i revnerne i korkproppen, ligesom der findes en række andre kilder til det mugne lugt, som normalt bare rubriceres som ”prop”. Men uanset årsagen er det en ommer hver gang!

Svovlet vin

Normalt tilsættes alt vin – undtagen naturvin – svovl, for at kunne holde sig bedre. Nogle gange tager svovlet dog overhånd, enten fordi der er kommet for meget svovl i ved en fejl, eller fordi det er opstået som et biprodukt ved en lettere fejlslåen gæring.

Det giver en duft af råddent æg, prut eller brændt gummi og kan, selv om du kan mindske duften og smagen af svovl ved at dekantere vinen, ikke fjernes helt. Så i stedet bør du returnere vinen og få en ny flaske i stedet.

Andengæring i ikke mousserende vine

Du kan godt komme ud for, at din vin bobler en smule lidt lige som en mousserende vin, når du åbner den. Det skyldes, at vinen er gæret i flasken, enten fordi der har været noget restsukker i vinen fra gæringsprocessen, eller også fordi vinproducenten har gjort det med vilje, eller måske ligefrem har tilført lidt kuldioxid, for at konservere vinen bedre.

Oplever du en ret voldsom mousserende effekt i vinen, er der dog altid tale om en fejl. Det kan oftest allerede høres, når du åbner flasken. Det vil nemlig tit give et champagne-agtigt knald, så snart proppen trækkes op.

Smager du på vinen og den smager godt, kan den sagtens drikkes. Men vil du gerne boblerne til livs, kan du hælde vinen på en karaffel og ryste den kraftigt, til kuldioxiden er væk. Men er smagen forkert, og syren i vinen er skæv, smager meget udtalt af frugtsyre, eller vinen bruser i munden, bør du lade flasken gå retur.

Bemærk: Står der på etiketten af en italiensk vin, at den er ”frizzante”, er det ikke nogen fejl, at du oplever en lettere mousserende effekt i vinen. Det skal være der.

Varmeskadet vin

Varmeskader kan nemt opstå under transport og opbevaring af vinen. Bliver vinen et eller andet sted på vejen fra producent til forbruger for varm, får den – for rødvins vedkommende – en lidt gløggagtig smag med en tone af brun banan. Samtidig er smagen meget kort – frugtig til at starte med og dør så hurtig ud.

Solskadet vin

For meget sollys dræber vinen smagsmæssig. Den bliver kedelig at se på og flad og kedelig at drikke. Det er derfor alle vinkældre ligger i mørke og at du skal opbevare din vin mørkt – og køligt for at undgå varmeskader, som dem vi lige har været inde på.

Så sørg for, at der ikke kan komme direkte sollys ind, der hvor du opbevarer din vin og hos temperaturen på niveau med de anbefalinger, vi kommer med i denne artikel omkring opbevaring og servering af vin.

Andre fejl

Du kan også komme ud for, at vinen er meget aggressiv på syren eller har en anden smagsmæssig fejl, der gør, at den ikke smager godt. Det kan skyldes mange forskellige ting, lige fra diverse bakterieangreb til indvirkningen af TCA, som vi tidligere har omtalt under paraplybetegnelsen ”prop”.

Hvad skal du gøre, hvis der er fejl på din vin

Som vi allerede har nævnt flere gange i artiklen, så bør du tage vinen med tilbage til det sted, hvor du har købt den og bede om enten at få refunderet købet eller få en anden flaske. Husk at have kvitteringen med. Så er der næppe nogen respektabel vinhandler, der ikke vil bytte vinen.

Har du spørgsmål om vinfejl eller anden spørgsmål om vin?

Det var nogle af de mest typiske fejl på vin, som du kan komme ud for. Har du oplevet en mærkelig fejl, har du andre spørgsmål om vinfejl eller sidder du med et andet spørgsmål om vin? Så send det til meh@kogs.dk. Så kan det være, at det er dit spørgsmål om vin, som vi behandler i den næste episode af Passion for vin.