
Hvad er funky vin?
Begrebet “funky vin” splitter vandene – særligt i naturvinens verden. Det bruges ofte uden præcis betydning og dækker over smagsindtryk, der både kan tiltrække og afskrække. Her får du klarhed over, hvad funky egentlig indebærer – og hvorfor det giver mening at forstå de skæve og vilde sider af vin.
Hvad betyder funky i vinens verden?
Kort sagt er funky et samlebegreb for vine, der ikke følger klassiske smags- eller aromaprofiler. Det kan være noter af stald, cider, gær, oxidation – eller noget, man ikke helt kan sætte fingeren på. Udtrykket tildeles især naturvine, hvor det ofte fungerer som en betegnelse for det ukonventionelle. Men det er en generalisering – en forsimplet måde at sætte ord på noget langt mere komplekst.
Hvorfor bliver en vin funky?
Det handler om vinmagerens tilgang: brug af spontane gæringer, lav eller ingen tilsætning af svovl, ingen filtrering, og ofte en intention om at lade naturen gå sin gang. Det åbner døren for en rigdom af mikrobiologiske udtryk, der giver vinen karakter, kant og – ja – noget "funky".
En ny vin-grammatik
Naturvinens indtog har rystet posen for, hvordan vi taler om og beskriver vin. Dette opfordrer vinentusiaster, vinhandlere og vinformidlere til at udvikle et nyt vinsprog, der matcher de nye udtryk fundet i naturvinsgenren. Når vi møder en vin, der ikke passer ind i den klassiske stilforståelse, bør vi ikke afvise den som “mærkelig” eller “funky” – men i stedet forstå og beskrive den mere præcist.
Drop båsene – udfold nuancerne
At kalde en vin “funky” uden videre risikerer at skære alt over én kam. For bag smagen gemmer sig ofte komplekse processer og bevidste valg i kælderen. De kantede og uventede elementer udfordrer vores sanser – og udvider forståelsen af, hvad vin også kan være. Hver flaske fortjener at blive mødt med nysgerrighed frem for forsimplede betegnelser.
Vinfremtid med diversitet
Det stærkeste ved vinverdenen er dens mangfoldighed. Den bevæger sig med tidens smag, tendenser og forbrugsvaner – og netop det gør vin levende. Det er en dynamisk udvikling, hvor tradition og fornyelse mødes og holder vin relevant, spændende og i konstant bevægelse.
Så næste gang nogen siger “funky vin” – spørg: Hvad mener du egentlig?
Fire kilder til funk
Det er ofte disse fire processer, der får en vin til at virke funky. De skaber de vilde, uventede aromaer og forklarer, hvorfor nogle naturvine udfordrer smagsløgene mere end andre.
Brettanomyces (Brett)
En vildgær, der trives i vin med lavt svovlindhold og uden filtrering. Den kan give komplekse og udfordrende aromaer – tænk stald, læder, røg, vådt uld og animalske noter. For nogle er det charmerende; for andre er det en fejl. Brett deler vandene – men er en vigtig del af naturvinens vilde verden.
Spontangæring
Gæring på naturens præmisser – helt uden tilsætning af industrigær. Her er det druernes egne gærceller, der styrer festen. Det giver vine med syrlige, fermenterede toner: kombucha, surdej, overmoden frugt – og ofte en livlig, lidt ustyrlig syre. Smagen bliver mere uforudsigelig, men unik ikke desto mindre.
Oxidation
Når vin får luft – enten med vilje eller fordi man undgår at gribe ind. Oxidation opstår under lagring eller vinifikation og skaber smagsnoter af modne æbler, cider, tørret frugt, nødder og sherry. Det kan give dybde og kompleksitet – eller tage overhånd. En balancegang i den naturlige vinverden.
Mus
En skjult fejlsmag, der sniger sig ind i naturvine med lavt eller intet svovl. Den skyldes bakterier, som først aktiveres i mundens basiske miljø – derfor kan duften ikke afsløres i glasset. Smagen? Tør, støvet og vedvarende – som vådt pap, cornflakes eller gamle nødder. Den dukker op få sekunder efter synkning og deler som Brett vandene blandt naturvinsfans.
Kan du lide det funky?
Så bør du kigge mod naturvine. Naturvin er vin uden filter – bogstaveligt talt. Lav eller ingen svovl, spontangæring med naturgær og nul filtrering skaber vine, der kan være levende, intense og ja – til tider funky.
Men lad dig ikke narre: Det er langt fra alle naturvine, der dufter af stald eller smager af cider. De fleste er faktisk blevet mere balancerede og elegante med tiden, uden at gå på kompromis med autenticiteten. Vil du have vin med kant og karakter – så er naturvin værd at udforske.
Hvad er naturvin egentlig?
Naturvin er den mest uforstyrrede form for vin. Ingen kunstgødning, ingen pesticider, ingen tilsætningsstoffer – og ofte ingen svovl. Alt foregår med håndkraft og så lidt menneskelig indblanding som muligt. Det er vildgæret druesaft, der følger sin egen vej fra mark til flaske.
Har du endnu til gode at smage naturvin. Så venter dig en spændende verden med unikke vine, der kan noget helt særlig i forhold til klassiske vine.