
Bourgogne årgange 2013–2023
Årgangene i Bourgogne er lige så mangfoldige som vinene selv. I denne guide får du et overblik over de seneste ti år – med indsigt i stil, kvalitet og anbefalede drikkevinduer.
Bourgognes tidslommer
Bourgogne er ikke for dem, der søger det forudsigelige. Her folder hver årgang sig ud som en ny fortælling, båret af vejr, vinmager og vinmark. At spå om en årgangs fremtid er en bittersød disciplin, for de store vine herfra er levende organismer. Ligesom mennesker udvikler de personlighed over tid og afslører gradvist nye facetter af deres karakter.
Det er umuligt at fastsætte det perfekte tidspunkt at åbne en flaske på. Den ene dag virker vinen genert og lukket, den næste dag eksplosiv og åben. Det bedste, vi kan gøre, er at møde den, som den er – med åbent sind og uden forventninger. For det uforudsigelige er en del af magien.
At åbne en flaske Bourgogne er at træde ind i en tidslomme. En levende påmindelse om vejret, jorden og menneskene det år, den blev skabt. Smag, drøm og rejs tilbage til et unikt øjeblik i tiden.
Årgangenes signatur og sjæl
Årgangsoversigter som denne bør læses med nysgerrighed – ikke som lov. De giver et overblik over, hvordan årets klima har præget vinene, og hvilken stil man kan forvente. Men Bourgogne er en kompleks mosaik af mikroklimaer, jordbundstyper og personlige valg i mark og kælder. Selv i vanskelige år finder man fortryllende vine – et vidnesbyrd om vinmagerens evne til at forvandle naturens luner til stor vin gennem dyb forståelse for klima, terroir og vinstokkens livscyklus samt minutiøst arbejde i kælderen.
Hvad er et drikkevindue?
Et drikkevindue er en vejledende angivelse af, hvornår en vin forventes at være på sit bedste – fra den tidligst bør drikkes, til den sandsynligvis topper og gradvist begynder at tabe intensitet. Det giver en indikation af vinens udvikling over tid, men bør ikke forstås som en fast regel. Hvornår en vin “peaker” afhænger nemlig i høj grad af personlige præferencer: nogle foretrækker vinens ungdommelige friskhed og frugt, mens andre søger kompleksiteten i det modne udtryk. En god huskeregel er at sigte efter at åbne vinen fra midtvejs og frem mod slutningen af drikkevinduet – her bevarer de fleste kvalitets-Bourgogner stadig en vis frisk frugt, men begynder også at udvikle de fortryllende tertiære noter af skovbund, trøffel og tørret urt, som kendetegner ældre, stor Bourgogne. Der findes desværre ikke et klokkeklart regelsæt – men netop det uforudsigelige er en del af charmen ved at nyde vin over tid.
Årgange i Bourgogne 2013-2023
2014
En mild vinter blev afløst af hagl i juni, men sensommersol reddede kvaliteten på årgangen. Røde vine er silkebløde, klassiske med sofistikerede tanniner og subtile skovbundsnuancer. Hvide vine er præcise, sprøde med citrus og nødder. En klassisk årgang med en kølig kerne og underspillet elegance.
Vejledende drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 7 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 10 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2018–2030
Premier Cru hvidvin: 2020–2026
Grand Cru hvidvin: 2017–2030
Grand Cru rødvin: 2023–2035
2015
En varm og tør sommer, med udbrud af regn i rette tid, skabte en af de bedste årgange i årtiet. Rødvinene er fyldige, balancerede og elegante med silkebløde tanniner, mens hvidvinene imponerer med renhed, struktur og balance.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 8 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 12 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2019–2030
Premier Cru hvidvin: 2020–2027
Grand Cru hvidvin: 2017–2030
Grand Cru rødvin: 2023–2036
2016
Et udfordrende år med alvorlig frost, men solrige sene sommermåneder gav en årgang med dybde og intensitet. Rødvine leverer kompleksitet og mærkbare tanniner, mens hvidvinene er rige og spændstige med en flot ryggrad af syre. Særdeles gastronomiske Bourgogne-vine.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 8 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 12 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2020–2030
Premier Cru hvidvin: 2020–2026
Grand Cru hvidvin: 2019–2030
Grand Cru rødvin: 2024–2036
2017
Med varierende vejr og lokal frost, men perfekt høstvejr i september, bragte 2017 årgang med charme og let energi, i kontrast til de mere strukturerede 2016 vine. Rødvinene er frugtige, harmoniske og tilgængelige, mens hvidvinene er elegante, mineralske og velstrukturerede.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 7 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 8 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2020–2027
Premier Cru hvidvin: 2020–2026
Grand Cru hvidvin: 2019–2030
Grand Cru rødvin: 2024–2030
2018
Efter en rigtig våd vinter sikrede varmen og det forholdsvis stabile vejrforhold fra april indtil til høsten et pragtfuldt resultat med stor høstudbytte og god kvalitet. De røde er dybe med stor frugtkoncentration med lidt dybere farve og intensitet end vinene fra 2017. De fleste hvidvine er charmerende og frugtdrevne, og bedst nydt i deres ungdom.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 7 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 10 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2020–2027
Premier Cru hvidvin: 2020–2026
Grand Cru hvidvin: 2020–2030
Grand Cru rødvin: 2024–2036
2019
2019 er en lille, men stærk årgang, præget af vejrudsving i foråret og en varm, tør sommer, der sikrede sund frugt og fenolisk modenhed.
Rødvinene udviser intensitet og moden frugt – men uden at miste struktur. Tanninerne er fine og integrerede, og stilen balancerer smukt mellem kompleksitet og friskhed. I Côte de Nuits findes nogle af de mest dragende vine i årtiet, mens Côte de Beaune leverer klassisk elegance med lidt lavere alkohol.
De flotte hvidvine byder på stenfrugt, hvide blomster og modne citrusfrugter – men understøttet af en fornem syre, især i appellationer med kalkrige terroirs.
Alt i alt en årgang, der fortjener en plads blandt de største af årgange mellem 2010-2020.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 9 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 12 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2025–2035
Premier Cru hvidvin: 2024–2028
Grand Cru hvidvin: 2025–2036
Grand Cru rødvin: 2029–2040
2020
2020 er en intens og kontrastfyldt årgang, præget af ekstrem varme, tørke og en rekordtidlig høst. Alligevel leverer mange producenter rødvine med imponerende struktur, friskhed og præcision – især i Côte de Nuits. Frugten er mørk og koncentreret, og tanninerne modne og velintegrerede.
Hvidvinene balancerer overraskende flot mellem modenhed og syre. De bedste vine fremstår klare, mineralske og spændstige, trods årgangens hede.
En årgang med store højder – og enkelte fald. De bedste flasker fortjener særlig opmærksomhed.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 7 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 10 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2027–2037
Premier Cru hvidvin: 2024–2030
Grand Cru hvidvin: 2025–2038
Grand Cru rødvin: 2028–2040
2021
2021 var en årgang præget af voldsom frost, regn og sygdomspres – en af de mest udfordrende i nyere tid. Udbytterne var historisk lave, og kun de mest omhyggelige producenter formåede at bringe sund, moden frugt i hus.
Resultatet er vine med lavere alkohol, markeret syre og stor transparens. Rødvinene er lette på tå med klassisk pinot-karakter, præcise tanniner og en frisk, floral profil – særligt elegant i appellationer som Chambolle og Volnay. Hvidvinene er rene og mineralske, med spændstig syre og tydeligt terroirpræg, især i Puligny og Chablis.
2021 er ikke en årgang for power og ekstrakt, men for finesse, friskhed og terroir. En tilbagevenden til en mere klassisk stil – og en kærkommen kontrast til de varme årgange.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 7 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 10 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2025–2033
Premier Cru hvidvin: 2024–2029
Grand Cru hvidvin: 2025–2033
Grand Cru rødvin: 2028–2035
2022
Efter den vejrmæssigt barske og lavtydende 2021-årgang blev 2022 mødt med lettelse i Bourgogne. Trods tørke og varme klarede vinstokkene sig overraskende godt, og høsten gav både volumen og kvalitet.
Rødvinene er generøse, balancerede og klassisk pinot i udtrykket, særligt fra Côte de Beaune. Hvidvinene fremstår rene, præcise og spændstige – med terroir og friskhed i højsædet.
En moderne klassiker: 2022 kombinerer stor høst med høj kvalitet og giver både umiddelbar drikkeglæde og solidt lagringspotentiale i både de røde og de hvide.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 9 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 12 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2026–2038
Premier Cru hvidvin: 2025–2029
Grand Cru hvidvin: 2025–2033
Grand Cru rødvin: 2028–2035
2023
2023 gav den største høst nogensinde i Bourgogne – og kvaliteten fulgte med. Trods varme betingelser fremstår vinene friske, frugtdrevne og balancerede uden tegn på hedestress.
Rødvinene er charmerende og saftige med rankere syre end i 2022 og klassisk pinot-karakter. En stil, der minder om 2017 – med fokus på drikkeglæde, finesse og tilgængelighed.
Hvidvinene er aromatiske og rene med flot modenhed og forfriskende energi. Flere cuvéer vil udvikle sig flot, men mange vil kunne nydes tidligt.
En generøs og harmonisk årgang, hvor både volumen og stil taler for at købe bredt.
Drikkevinduer
Village hvidvin: Inden for 8 år fra høståret
Village rødvin: Inden for 10 år fra høståret
Premier Cru rødvin: 2027–2039
Premier Cru hvidvin: 2025–2029
Grand Cru hvidvin: 2027–2034
Grand Cru rødvin: 2029–2038

