Château de Ricaud
Selve slottet, Château de Ricaud, har rødder tilbage i det 15. århundrede. Det var dengang kendt under navnet ”Ricault”, og var ejet af Chevalier Bernard Lamensans. Under en borgerkrig i 1650 blev slottet fuldstændigt jævnet med jorden og ikke genrejst før 1865 af Bordeaux-arkitekten Alphonse Blaquière. Slottet blev opført i ny-gotisk stil og minder mere om et slot fra et eventyr end en vingård. Det til trods plantede den daværende ejer, William Wells, vinmarker rundt på grunden imellem 1882 og 1910 – det blev til næsten 30 ha. Slottet er desuden portrætteret på husets topvin, Grand Vin de Château de Ricaud.
I 1980 så Alain Thiénot således slottets og områdets store potentiale. Cadillac er ikke den mest kendte eller prestigefyldte lokation i Bordeaux, men området deler mange af de store muligheder i terroir’et, der kendetegner de klassificerede områder. Dog med mulighed for større variation og adspredelse grundet et meget forskelligartet terroir.