Italien er nok mest kendt for deres mange, meget varierede rødvine. Men faktisk har landet også en stor og lige så varieret produktion af hvidvine. Hver region har deres egne grønne druer, som der produceres gode og velsmagende hvidvine af. De drikkes dog mest lokalt. Til eksport er de fleste italienske hvidvine skabt på Trebbiano-druen, som er den mest plantede grønne drue i Italien. Den kan findes i alle vindistrikter fra nord til syd med de smags- og aromavariationer, den lokale jordbund og det lokale klima giver.
Derudover kan du også få et utal af forskellige hvidvine produceret på de velkendte grønne druer Pinot Grigio – der også er kendt som Pinot Gris i Frankrig – Chardonnay og Sauvignon Blanc. De dyrkes også i de fleste italienske vindistrikter, hvor de bruges enten alene eller sammen med Trebbiano eller nogle af de lokale grønne druer.
Hvidvinskompasset i Italien
Lige som rødvinen kan italiensk hvidvin groft inddeles i tre forskellige typer: De nordlige, de centrale og de sydlige. Mod nord er hvidvinene mere rige på syre og mineralitet, mens de centrale har en mere moden frugtsmag og de sydlige hvidvine oftest ligger mere i den sødmefulde ende af skalaen.
De nordlige hvidvinsdistrikter
Det er som sagt helt mod nord, at du finder de bedste hvidvine efter danske smagsløg. Det køligere klima her lige syd for Alperne, giver nogle meget nordeuropæisk inspirerede hvidvine med et højt syreniveau og masser af finesse.
Flest hvidvine kommer der fra de tre ”venezianske vindistrikter”: Friuli, Veneto og Trentino-Alto Adiage. De var alle en del af den gamle venezianske republik, der i århundrede var en vigtig del af krydderiruten til Europa. Det er også i disse tre vindistrikter, du finder den største koncentration af grønne druer i Italien.
I Friuli dyrkes der især Pinot Grigio, Savignon Blanc, Chardonnay og den lokale Friulano-drue samt naturligvis Trebbiano. På grund af den meget mineralske undergrund i området og det køligere klima bliver druerne til nogle meget stringente, mineralske og særdeles charmerende, lette hvidvine, ikke helt ulig dem vi kender fra Alsace og Bourgogne i Frankrig.
I Friuli finder vi Pighin-familien, som er en af vores mange samarbejdspartnere i Italien. De producerer både rød- og hvidvine, hvoraf du finder flere af deres hvide vine i produktoversigten her øverst på siden.
I Trentino-Alto Adiage-distriktet helt op mod Alperne mod Østrig og Schweitz – der også går under navnet Sydtyrol – finder du hvidvine produceret af Pinot Grigio og den tyske Gewürztraminer-drue. I Alto Adiage finder vi bl.a. Cantina Nals Margreid, som vi har et nært samarbejde med hos Kjær & Sommerfeldt. De blev i 2014 udråbt til at have ”Italiens bedste hvidvine” af det ansete magasin Gambero Rosso.
I Veneto, som er det sydligste af de tre venezianske vindistrikter, finder du også gode, flotte hvidvine. Her er det især Soave, der er populær. Den har lidt mere fylde og lidt mere power end de andre nordlige hvidvine, men kan også fås i nogle helt knastørre varianter.