Rhône er en 812 km lang flod, som tager sit udspring i Gotthard-massivet ved Rhônegletsjeren i de Schweiziske alper lige i nærheden af Valais, og løber gennem Genevesøen ind i Frankrig. Lige syd for Lyon tager floden et skarpt sving, og løber videre ned gennem den utroligt flotte Rhône-dal og videre syd på til flodens udmunding i Middelhavet lige vest for Marseille.
Netop Rhône-dalen byder på to fantastiske vinområder i nord og syd med flere verdenskendte vindistrikter og vinproducenter. Især det sydlige vinområde byder på kendte navne som Châteauneuf-du-Pape og Tavel. Til gengæld er det i det nordlige område, du finder de måske lidt mindre kendte, men så sandelig mere prestigefyldte distrikter og producenter.
Samtidig er Rhône-dalen et af de ældste vinområder i Frankrig. Det var her først Etruskerne for omkring 2.500 år siden og senere romerne små 500 år senere, plantede de første vindruestokke. Sidstnævnte gav ifølge den romerske skriver Plinius nogle ”excellente vine for stedet”.
Stort i løbet af 1990’erne
Det var dog først i løbet af 1990’erne, at Rhône-området for alvor blev verdenskendt. Det skete gennem et målrettet arbejde med at højne kvaliteten af vinen i området. Det medførte, at den kendte vinanmelder Robert Parker gav flere af vinhusene fra Rhône en af sine eftertragtede 100 point-anmeldelser.
Samtidig gjorde en stort anlagt markedsføringskampagne sit til, at Rhône-vinene blev kendte i hele verden – og også herhjemme, hvor skuespilleren Per Pallesen blev udnævnt til dansk ambassadør for Côtes du Rhône.
Vinproduktionen i Rhône
Rhône er Frankrigs næststørste AOC-region. Her produceres årligt lidt over 3 millioner hektoliter vin i AOC-regi fordelt på 70.365 hektar og lige omkring 5.300 producenter i henholdsvis den nordlige og sydlige del af Rhône-dalen.
Produktionen handler overvejende om rødvin. Lidt over 80 % af alle vine fra Rhône er røde, mens kun lidt over 5% er hvide. De resterende lige omkring 15 % er rosévine.
Omkring 33 % af vinen eksporteres. Mest til USA, England og Belgien. Danmark indtager dog en pæn 10. plads og aftager lige omkring 4,2 millioner flasker hvert år.
Druerne i Rhône
Mod nord er det Syrah-druen, der er den eneste tilladte drue i områdets rødvine, mens rødvinene i den sydlige del af Rhône-dalen oftest skabes af et miks af flere forskellige druesorter, oftest med Grenache Noir eller Mourvèdre som den bærende drue.
Men rent faktisk dyrkes der hele 27 forskellige vindruesorter i Rhône. Hovedparten af disse mange sorter spiller dog kun en mindre rolle i vinproduktionen. De dyrkes primært af nostalgiske grunde, og bruges hovedsageligt til at ”tilføje tradition” til vinen, som nogle af områdets vinproducenter udtrykker det. Det de hentyder til, er den særlige franske vinlov, som nøje angiver, hvilke af de 27 druesorter der må anvendes i vinen i den enkelte appellation.
Undergrunden i Rhône
Rent jordbunds- og undergrundsmæssigt er Rhône-dalen et resultat af et sammenstød mellem de to kontinentalplader Massif Central og Alperne. Det skabte en sprækkedal, der med tiden blev oversvømmet af Middelhavet. Denne oversvømmelse skabte over tid en gradvis aflejring og opbygning af kalksten og mergel, specielt i den sydlige ende af dalen ud mod Middelhavet.
For omkring 300 millioner år siden fremkaldte vulkansk aktivitet i Massif Central de granitklipper, der er fremherskende i den nordlige del af Rhône-dalen.
I dag består jordbunden primært af granit, sandet kiseljord, kalksten og ler. Det er med til at give vinen karakter og mineralitet både i den nordlige og sydlige ende af dalen.
Vin i den nordlige del af Rhône-dalen
Som sagt finder du de mest prestigefyldte, og dermed oftest også de dyreste især rødvine i den nordlige del af Rhône-dalen. Området strækker sig omkring 80 kilometer ned langs floden. Det starter helt mod nord med Côte-Rôtie og afsluttes længst mod syd af Saint-Péray. Derimellem ligger 7 større eller mindre vindistrikter med Saint-Joseph som det største rent arealmæssigt.
Vinmarkerne i nord
I den nordlige del af Rhône-dalen ligger de bedste vinmarker på smalle, stenede terrasser på stejle bjergskråninger, der tårner sig op over flodens forløb. Undergrunden og jorden er meget granit- og skiferholdig. Jordlaget er oftest tyndt og mange steder holdes det kun akkurat lige på plads af de smalle granitterrasser og de små stenmure, som vinbønderne har bygget langs kanten, for at forhindre at regnen skyller jorden ned i floden.
Nogle gange vasker større regnskyl dog alligevel jorden ned fra en af de smalle terrasser. Hver gang bæres jorden møjsommeligt op igen, så vinmarken kan genetableres og drives videre.
Klimaet i nord
Her mod nord hersker et lidt køligere fastlandsklima. Her er vintrene hårde og somrene varme, mens klimaet mod syd er varmere året igennem og meget præget af nærheden til Middelhavet.
De fleste vinmarker ligger på de sydvendte skråninger. Det sikrer, at de får tilstrækkelig med sollys året igennem. Specielt forår og efterår, hvor der oftest lægger sig en tyk tåge langs bjergskråningerne både morgen og aften.
Druerne i nord
Den eneste blå drue der må dyrkes i de 9 nordlige vindistrikter er Syrah. Druen er opstået netop i dette område som en naturlig krydsning af den grønne Mondeuse Blanche-drue og den blå Dureza. Sidstnævnte er i øvrigt en efterkommer af Pinot Noir-druen, som er en af stamfædrene til alverdens druesorter.
Vinstokkene her er oftest meget gamle og det er ikke ualmindeligt, at de for længst har rundet mindst 50 år. Ja, de ældste har måske groet på samme sted i over 100 år. Men selv om de gamle vinstokke ikke giver mange druer, er de druer, de giver, sprængfyldte med masser af smag.
Og netop smagen er helt utrolig. Den meget granit- og skiferholdige jordbund og det lidt vanskelige klima giver de røde vine af Syrah-druen nogle meget mørke, dramatisk kødfulde smage med toner af hvid peber, mørke blommer, brombær og blåbær, samt en krudtholdig aroma (fra granitten) med eksotiske nuancer af røg, skov og læder.
Hvidvine fra det nordlige område af Rhône-dalen er lidt mere sjældne. I de to vindistrikter Condrieu og Château-Grillet produceres hvidvin af Viognier-druen, der også nedstammer fra Mondeuse Blanche. De øvrige hvidvine fra det nordlige område producers af enten Marsanne eller Roussanne-druer – oftest blandet til en vin der har forfinede eksotiske aromaer og smag af kvæde, ferskner og lime-blomster.
Vin i den sydlige del af Rhône-dalen
En times kørsel fra det sydligste af de nordlige vindistrikter i Rhône-dalen, finder vi det første vindistrikt i den sydlige del af dalen. Det kendteste vindistrikt mod syd er uden tvivl Châteauneuf-du-pape og så det helt specielle rosé-distrikt Tavel, som byder på nogle helt enestående rosévine. Derudover er der også Côtes du Rhône, der ligger lidt for sig selv helt mod nord, og så det store Côtes-du-Rhône Villages.