Luk
Indkøbskurv
Kurven er tom

Castello di Farnetella

Castello di Farnetella er en stor, smuk og historisk ejendom, højt beliggende på et plateau, 560 m.o.h., i kommunen Sinalunga i Siena-provinsen. I 1981 købte Poggiali-familien, der også står bag den hæderkronede ejendom Fèlsina, det borglignende slot og de omkringliggende marker, hvorefter en større revitaliseringsproces begyndte for både marker og slot.

Et historisk vinslot
Selve slottet er blevet ødelagt mange gang igennem århundrederne – men heldigvis lige så ofte genopbygget. Lige fra 1300-tallets sammenstød mellem Firenze og Siena til kampene mellem de politiske fraktioner Guelferne og Ghibellinerne. Den sidste rekonstruktion kan dateres til 1889-1930, hvor den Habsburgske efterkommer Giorgio Antonio Ferrari sammen med sin søn Adolfo ville opføre et enormt, prangende slot af dimensioner svarende til de Sienesiske adelsfamiliers. Projektet var formentlig for ambitiøst for sin tid – og for Ferraris økonomiske formåen – for det forblev ufærdigt. Ikke desto mindre karakteriserer en store del af slottet og den tilstødende landsby stadig områdets nuværende udseende.

Bæredygtige, økologiske og biodynamiske principper
I det duvende, postkort-skønne landskab er de samlede besiddelser i dag på 432 hektarer, hvoraf 56 er udlagt til vinmarker. Med en geografisk beliggenhed sydøst for Chianti Classico-området, nord for Montalcino og grænsende til dyrkningsområdet for Vino Nobile di Montepulciano mod sydøst, bliver markerne dyrket og passet med samme nidkærhed som hos Fèlsina. Bæredygtige, økologiske og sågar biodynamiske principper er med tiden blevet inkorporeret i dyrknings- og fremstillingsprocesserne. Høsten foregår ene og alene ved håndkraft, og der anvendes udelukkende druer fra egne marker, hvor ejendommens varierende jordbundsforhold byder på både sand, ler og kalk.

Vinene fra Castello di Farnetella er ofte rundere og kraftigere i stilen sammenholdt med Poggiali-familiens anden ejendom, Fèlsina, men på ingen måde mindre komplekse eller indbydende.

Galleri