Indkøbskurv
Kurven er tom

Château la Nerthe

Château la Nerthe er ubetinget en af Châteauneuf-du-Papes absolutte top-producenter. Det storslåede slot, for der er nemlig tale om et slot, er beliggende i appellationens sydøstlige del, omkring det berømte La Crau-plateau. Slottet i sin nuværende form blev opført i 1730’erne, men vinproduktion på stedet kan føres tilbage til midten af 1500-tallet. Med et kvantespring frem i historien, over skiftende ejere, vinlusens hærgen og efterveerne af den hærgende 2. Verdenskrig, var Château La Nerthe frem til midten af 1980’erne i en sølle forfatning. Negligeret inderst som yderst. I 1985 blev slottet imidlertid købt af Richard-familien, der investerede store summer i renovering af slottet og revitaliseringen af de omkringliggende vinmarker. Det erklærede formål var at bringe Château La Nerthe tilbage til fordums storhed blandt eliten af producenter i Châteauneuf-du-Pape.

Efter renoveringen blev den driftige Alain Dugas indsat som daglig leder og vinmager på Château La Nerthe. Det var også under hans ledelse, at slottet blev økologisk certificeret i 1998. Siden sad Christian Voeux og Ralph Garcin i chefstolen, og i dag ledes slottet med sikker hånd af den talentfulde ønolog Remi Jean. Før sin ansættelse på Château La Nerthe arbejdede Remi blandt andet hos Maison Louis Jadot

Château La Nerthe råder i dag over 92 ha marker. 60 af disse er centralt placeret omkring selve slottet, og de resterende 32 ha ligger på selve La Crau-plateauet. Beplantningsmæssigt er samtlige af appellationens 13 tilladte druesorter repræsenteret, og vinstokkenes gennemsnitsalder er over 40 år.

Jordbunden består primært af sand og ler, og overfladen på markerne er dækket af de berømte galets roulés: de store runde sten som stammer fra Alpernes tilblivelse, der er ført til Rhônedalen af istidens kraftfulde gletsjere. Samlet set repræsenterer Château La Nerthe alle Châteaunef-du-Papes forskelligartede jordbundsforhold, hvilket sikrer en sjælden kompleksitet i samtlige deres vine.

Al arbejde i markerne udføres selvsagt manuelt og efter økologiske forskrifter, lige fra beskæring af vinstokkene over selve høsten til sorteringen af druerne. Også i kældrene udføres arbejdet med en nænsomhed og et fokus på enhver detalje.
Château La Nerthe har som Føniksfuglen rejst sig af asken og er i dag genindtrådt blandt eliten af producenter i Châteauneuf-du-Pape. Med Remi Jeans tiltrædelse er der udsigt til, at kvaliteterne vil blive yderligere forbedret år for år.

Galleri