Luk
Indkøbskurv
Kurven er tom

Château Vieux Moulin

Igennem to århundreder har seks generationer af They-familien værnet omkring områdets traditioner på Château Vieux Moulin i Montbrun des Corbières i hjertet af Languedoc-Roussillon, 30 km øst for Carcassonne. I dag er det Alexandre They der står i spidsen for familieforetagendet. Alexandre overtog vingården fra sin bedstefar i 1998, efter en lidt atypisk vej fra biokemiker over jurist og så vinbonde.
Med ham er vingården blevet løftet gevaldigt op i kvalitetsmæssig henseende, ikke at forglemme en konvertering til økologiske dyrkningsformer med heraf følgende certificering på de 30 ha vinmarker siden årgang 2013.
Omdrejningspunktet for Château Vieux Moulin er de lokale druesorter; Carignan, Grenache, Syrah, Mouvèdre samt Cabernet Sauvignon i enkelte af cuvéerne. Stilmæssigt fremstiller Alexandre koncentrerede og varme vine af høj kvalitet, fremkommet ved at reducere høstudbytterne til under 30 hl/ha, hvilket er yderst lidt sammenholdt med normen for regionen. Alle vine gæres ved hjælp af naturgær, og i de senere år har Alexandre også kastet sig over fremstilling af ganske interessante naturvine.

Galleri