Luk
Indkøbskurv
Kurven er tom

Vignaioli Contrà Soarda

Når talen falder på Veneto-regionen i støvlelandets nordøstlige del, vil de fleste uvilkårligt tænke på vine som Ripasso, Amarone og Valpolicella. Men Italiens tredjestørste vinproducerende region er andet og mere end det, og et par timers kørsel øst for Gardasøen finder man netop noget ganske andet.
For foden af Asiago-plateauet i San Michele di Bassano del Grappa har man dyrket vin og oliven siden år 1000 i den vulkanske jord, hvor de blidt duvende skråninger har nydt godt af de kolde nordlige vinde.
Gottardi-familien har igennem generationer drevet restaurantvirksomhed i området – faktisk siden 1904. Dedikeret til deres passion for mad og vin, besluttede familiens nuværende overhoveder i 1999, at kaste sig over vin- og olivenavl. Som Gloria og Mirco poetisk udtrykker det: ”Vi ville plante drømme, og høste vindruer og oliven.” 60.000 vinstokke og 1.000 oliventræer senere var vingården Vignaioli Contrà Soarda en realitet. Fra sin spæde opstart har mark- og kælderarbejde været tilrettelagt efter økologiske principper, og med bæredygtighed og harmoni med naturen for øje.
I dag viderefører børnene Eleonora og Marcello familiedrømmen, med samme engagement og entusiasme som forældrene, og sigter efter at udvikle porteføljen med yderligere økologiske vine og naturvine – oftest på interessante lokale druer, der formentlig endnu er ukendte for et flertal af vinelskere

Galleri