Beskrivelse
I særligt gunstige høstår fremstiller Bruno Michel en Champagne, der udelukkende er fremstillet på Chardonnay-druen, dyrket på den godt én hektar store 1. Cru mark Les Brousses i Pierry.
Den skrånende kalkholdige mark er sydvestvendt, og vinstokkene blev plantet i 1964. Druerne herfra er typisk overraskende parfumerede og udtryksfulde.
Druerne til Bruno Michels Blanc de Blanc 1. Cru - Les Brousses gærer i brugte egefade, hvori de efterfølgende lagrer i 12 måneder forud for andengæringen. Det færdige resultat er en yderst imponerende Champagne i fremragende balance. Duften byder på friskbagt brioche, kandiserede citroner og hvide blomster. Elementerne fra duften videreføres i smagen, der desuden løftes af den fineste, tænkelige mousse. I smagen finder man ligeledes den cremede fylde, der er typisk for Chardonnaybaserede Champagner. Eftersmagen er lang, mineralsk og læskende. En stilfuld og elegant Champagne, der kan bruges som aperitif eller som ledsager til fisk og skaldyr af den fineste slags.