Domaine J.A. Ferret

Domaine J.A. Ferret

Louis Jadot hører til blandt Bourgognes mest velansete, historiske og prestigiøse vinproducenter for både hvide og røde vine. Louis Jadot besidder 150 hektar vinmarker i Bourgogne, hvor af 70 hektar ligger I Côte d'Or. Vinene kommer fra tre huse: Domaine Louis Jadot i Beaune, Chateau des Jacques i Beaujolais, Domaine J.A. Ferret i Fuissé.

I 2008 købte Louis Jadot det 18 ha store og højt estimerede Domaine J.A. Ferret i hjertet af Pouilly-Fuissé med nogle af appellationens mest velplacerede marker. En juvel af en ejendom, grundlagt i 1840, og blandt de allerførste i Maconnais der begyndte at aftappe egne vine selv, og altid med en stærk kvinde ved roret.

Familien Ferret - Kvindernes domæne

Domaine J.A. Ferret er og har altid været meget velanset, og må betragtes som det bedste Domaine i Pouilly-Fuissé. Huset er opkaldt efter dets tidligere ejer, Ferret-familien, som har spillet en central og vigtig rolle for berømmelsen af den velansete appellation.

Da Louis Jadot overtog huset, valgte man helt naturligt at fortsætte Jeanne Ferret og hendes datter Colettes fokuserede vinarbejde, hvor vinificeringen sker parcel for parcel, og kræver et ekstremt præcist og indgående kendskab til regionens usædvanlige og stærkt differentierede terroir.

Jeanne Ferrets blev også stærkt anerkendt for sit arbejde med at skabe en Pouilly-Fuissé-klassifikation à la Côte d’Ors 1. Cru og Grand Cru. Hun insisterede på at gøre arbejdet med de uofficielle – men anerkendte – Pouilly-Fuissé kvalitets klassificeringer "Tête de Cru" og "Hors Classé" færdigt, inden hun trådte tilbage.

Efter Jeanne og Colette har Ferret-huset haft en bemærkelsesværdig ubrudt række af kvindelige winemakers, hvilket har sat sit umiskendelige sikre præg på husets vinstil. Louis Jadot har valgt at fortsætte den kvindelige indflydelse og ansatte i 2008 winemakeren Audrey Braccini, der kom fra Beaujolais og altså siden 2008 har stået for Domaine J.A. Ferrets vine.

Terroir

"Af alle de burgundiske appellationer, er Pouilly-Fuissé uden tvivl den mest varierede hvad angår geologi. Her findes hele rækken af jordbundslag, som er repræsenteret i Mâconnais’ øvrige appellationer, og mere til endda. Generelt er kløfter, bjergskråninger og skrænter langt mere betonede i landskabet, og forskellene i jordbund mere pludselige og uventede".

Således udtaler Cabinet Sigales, en af Frankrigs mest seriøse og velbevandrede specialister i jordbunds-kartografi, vinmarker og terroir. Udtalelsen er med Domaine J.A. Ferret som baggrund og eksempel.

Lysende stjerner hos Louis Jadot

Maison Louis Jadot ledes i dag af Pierre-Henri Gagey, hvis familie også udlejer marker til Jadot. Som teknisk direktør fungerer nu det lysende talent, Frédéric Barnier, der efter at have arbejdet side om side med Jacques Lardière igennem tre år, nu er i stand til at stå på egne ben, og videreudvikle Jacques’ eksemplariske arbejde. Jacques selv havde egentlig trukket sig tilbage, men Jadots opkøb af Resonance Vineyard i Oregons Willamette Valley trak ham ud af pensionisttilværelsen.

Det er fristende at sige, at Louis Jadots husstil er blevet mere indsmigrende, moderne og drevet af frugt under Frédéric Barniers tid som teknisk direktør. Ydermere har han været bannerfører for at trække Maison Louis Jadot i en mere grøn og bæredygtig retning. Siden 2019 har huset således været level 3 certificeret under Haute Valeur Environnementale, med det formål at beskytte biodiversitet, vandressourcer, begrænse brug af kunstgødning og reducere CO2-udledning.

Bæredygtige tiltag hos Domaine J.A. Ferret

Maison Louis Jadot er som nævnt en af Bourgognes jordbesiddere. Alle vine dyrket og fremstillet fra egne marker er under omstilling til økologi, med en forventning om at være certificeret fra og med høsten 2023. Det gælder samtlige vine fra Domaine Louis Jadot, Domaine Gagey, Château des Jacques og Domaine Ferret. Der bliver dog allerede arbejdet efter bæredygtige retningslinjer i markerne for alle nævnte ejendomme, der er certificerede under de to franske bureauer HVE (Haute Valeur Environnementale) og Agriculture Raisonnée.

Hos Maison Louis Jadots oversøiske eventyr, Résonance Vineyard i Willamette Valley Oregon, er filosofien for længst sporet ind på bæredygtighed og økologi. I dag er den ca. 8 ha store vinmark, Résonance Vineyard, økologisk certificeret. Vinene herfra bærer dog ikke et officielt økologisk certifikat.

I deres bæredygtighedsprogram arbejder de med:

Miljøområder:

  • Minimere brug af pesticider
  • Minimere vandforbrug
  • Reducere energiforbrug
  • Sortere affald
  • Emballage – fx FSC certifikation
  • Øge biodiversitet

Sociale områder:

  • Medarbejdersundhed og -trivsel
  • Anti-diskrimination af minoriteter
  • Børne- og tvangsarbejde
  • Menneskerettigheder

Ledelsesstyring:

  • Etik- og antikorruption
  • Leverandøraftaler
  • Databeskyttelsespolitik
  • Bæredygtighedsrapportering

Information

61 Rue du Plan, 71960 Fuissé, Frankrig

Passion for mennesker og vin siden 1875

Fri fragt ved
køb over 500 kr.

Dag-til-dag levering
ved køb før kl. 13

Kongelig
Hofleverandør

Passion for vin
siden 1875

Afhentning i Kbh,
Aarhus & Odense

Afhent gratis din
ordre lokalt