Côte de Nuits: Fra nord til syd

Côte de Nuits er epicentret af Bourgogne, når det gælder rødvin i absolut verdensklasse. Her finder man nogle af de mest berømte og kostbare Pinot Noir-vine – men også en stor variation i stil, struktur og udtryk. Fra den friske charme i Marsannay til den monumentale dybde i Vosne-Romanée, giver landsbyerne hver deres version af stor Bourgogne.

Her gennemgår vi landsbyerne fra nord til syd – med fokus på stil, og det, der gør hver kommune unik.

Mischa Nielsen, Vinformidler og Sommelier.

Marsannay

Marsannay markerer begyndelsen på Côte de Nuits og er den eneste kommune i Bourgogne, hvor både rød, hvid og rosé kan markedsføres under kommunens navn. Vinene har typisk en frisk og frugtdreven profil med en let struktur, der gør dem tidligt tilgængelige – men i hænderne på de rigtige producenter er der også dybde og finesse at finde.

Grand Cru og Premier Cru: Ingen Grand Cru. Lovende marker til fremtidig Premier Cru-status inkluderer Clos du Roy og Les Longeroies.

Fixin

Fixin-vinene kaldes undertiden for “vintervine” – ikke kun fordi de passer godt til kraftige retter, men fordi de vinder markant ved lagring. Farven er ofte dyb, og aromaerne spænder fra viol og pæon til mørke kirsebær, solbær og peber. I ungdommen faste og tanninrige – men med tiden åbner de sig op med bemærkelsesværdig fylde og raffineret struktur.

Grand Cru og Premier Cru: Ingen Grand Cru. De mest kendte Premier Cru-marker er Clos de la Perrière og Clos Napoléon.

Gevrey-Chambertin

Søger du en rød Bourgogne til bøffen, så er Gevrey-Chambertin et oplagt valg. Appellationen har tradition for sen høst, hvilket giver druer med høj modenhed og dybde. Tidligere forbandt man ofte Gevrey med en særlig skole af mørke, ekstraherede og fadprægede vine – men i dag spænder stilen bredere, og flere dygtige producenter viser, hvor nuanceret og kompleks vinen herfra kan være. Her finder man nogle af Bourgognes mest strukturerede og kraftfulde vine – mørke, faste og dybe. I ungdommen livlige med rød frugt og florale noter – med alderen lag af læder, lakrids og skovbund.

Grand Cru og Premier Cru: Ni Grand Cru-marker inkl. Chambertin og Clos de Bèze. Premier Cru-marker som Clos Saint-Jacques og Les Cazetiers er ikoniske.

Morey-Saint-Denis

Morey-Saint-Denis balancerer kraften fra Gevrey og elegance fra Chambolle. Vinene kombinerer struktur og finesse med mørk frugt, florale noter og en kompleks tekstur. De egner sig fremragende til fjerkræ, vildt og rødt magert kød – og matcher smukt med modne oste. Morey-Saint-Denis præsentere ofte stor værdi for pengene og er mere prisvenlige i forhold til naboerne Gevrey og Chambolle.

Grand Cru og Premier Cru: Fem Grand Cru-marker inkl. Clos de la Roche og Clos Saint-Denis. Les Millandes og Les Chaffots er blandt de mest spændende Premier Cru-marker.

Chambolle-Musigny

Chambolle-Musigny byder på noget af det mest raffinerede i Côte de Nuits. Vinene har en let struktur, men stor intensitet – med viol, hindbær og jordbær i næsen, og trøffel og skovbund med alder. Den silkebløde tekstur gør vinene perfekte til fjerkræ og cremede oste som Brillat-Savarin.

Grand Cru og Premier Cru: Musigny og Bonnes Mares er kommunens Grand Cru-marker. Les Amoureuses, Les Charmes og Les Cras er blandt de førende Premier Cru-marker.

Vougeot

Clos de Vougeot dominerer hele kommunen og er én stor Grand Cru-vinmark med over 80 ejere – et produkt af Napoleons arvelov. Stil og kvalitet varierer derfor markant, men i de rigtige hænder kan vinen være kompleks, tæt og elegant med noter af kirsebær, viol, skovbund og lakrids.

Grand Cru og Premier Cru: Clos de Vougeot er den eneste Grand Cru. Le Clos Blanc (for hvidvin) er den mest kendte Premier Cru.

Vosne-Romanée

Vosne-Romanée er referencepunktet for stor rød Bourgogne. Her ligger Romanée-Conti – en Grand Cru-monopolmark ejet af Domaine de la Romanée-Conti – og flere af Bourgognes mest eftertragtede marker. Vinene er forførende, koncentrerede og silkebløde, med uforlignelig balance mellem intensitet og elegance. Vinene er dybe og forførende med noter af saftige røde bær, eksotiske krydderier, rosenblade og iris, fint integreret eg og en silketekstur, der med alder udvikler toner af skovbund, trøffel og orientalske nuancer.

Grand Cru og Premier Cru: Seks Grand Cru-marker, bl.a. Romanée-Conti, La Tâche og Richebourg. Les Beaux Monts, Les Suchots og Aux Malconsorts er fremtrædende Premier Cru-marker.

Nuits-Saint-Georges

Côte de Nuits slutter med en kommune, der står for kraft og karakter. Vinene fra Nuits-Saint-Georges er mørkfrugtede, fyldige og har solid tanninstruktur. De vinder markant ved lagring, hvor strukturen rundes af og kompleksitet træder frem. Typiske Nuit-Saint-Georges vine byder på noter af modne kirsebær, peber, lidt skovbund, viol og en antydning af ristet eg og læder – især hvis den har nogle år på bagen.

Grand Cru og Premier Cru: Ingen Grand Cru, men hele 41 Premier Cru-marker – med Les Saint-Georges som den mest berømte og ofte nævnt som potentiel Grand Cru.

Vin til fordybelse

Passion for mennesker og vin siden 1875

Fri fragt ved
køb over 500 kr.

Dag-til-dag levering
ved køb før kl. 13

Kongelig
Hofleverandør

Passion for vin
siden 1875

Afhentning i Kbh,
Aarhus & Odense

Afhent gratis din
ordre lokalt