Beskrivelse
Sofie og Esben på Tusen Vin havde fra starten også en drøm om at lave en tør Ny Nordisk cider på deres vingård på Tuse Næs. Da økologi er meget vigtigt for dem, så drog de på tur til Svendborg hvor deres venner på Fårehavegård har et økologisk landbrug med kvægdrift, planteavl og ikke mindst en æbleplantage. Her får de æbler af sorten Fynsk Rød Aroma fra den økologiske plantage og den eneste grund til at cideren ikke er økologisk certificeret endnu, er at Tusen Vin først opnåede deres økologiske certificering i 2023. Cideren er lavet med ’Champagnemetoden’, dvs. efter gæring af mosten i ståltanke, så er vinen lagret i flasken inden degorgering og frigivet efter ca. 2 år.
Rød Aroma er en herlig seriøs nordisk cider der med sin fine delikate frugt, er det fremragende alternativ til f.eks. mousserende vine, hvis man vil have noget lavet på frugt og gerne med lidt lavere alkohol (8,5 %). Oplagt match til et bredt udvalg af retter fra f.eks. det grønne vegetariske køkken.
Bør serveres ved 8-9 grader og kan gemmes op til 5 år fra frigivelse.


