FAQ – ofte stillede spørgsmål om vin til jul

Hvilken vin passer bedst til and?

Når du vælger vin til juleanden, skal du gå efter en vin med struktur og tannin til andens mørke kød, en portion syre til at rense efter fedtet og masser af sødme, så vinen ikke bliver overdøvet af tilbehøret. Er du til italiensk vin, er det klassiske valg Amarone, mens det oplagte franske valg ofte vil falde på en rødvin fra det sydlige Rhône – fx en Châteauneuf-du-Pape. Er du mere til oversøisk rødvin, vil vi anbefale en californisk Zinfandel med smæk på smagen.

Hvilken vin passer bedst til flæskesteg?

Uanset hvilken steg, du serverer til jul, vil tilbehøret kræve en vis kraft, saft og sødme af din vin, for at den ikke får tæv af rødkålen eller sværen. Flæskestegens lyserøde kød er dog mere sart, og hvis du ikke vil drukne din saftige steg, kan du med fordel gå med en Spätburgunder fra Tyskland eller Pinot Noir fra New Zealand, der typisk vil have både tannin og syre nok. Mange vinkyndige vælger dog helt at styre udenom rødvin og i stedet vælge en tysk sødmefuld Riesling, der spiller godt sammen med tilbehøret – selv de brunede kartofler!

Kan man drikke hvidvin til julemad?

Ja, det kan man i den grad. Særligt flæskestegen kalder på tysk sprød Riesling med høj syre og en god portion sødme – fx fra Mosel.

Hvilken vin passer bedst til medister?

Medisteren er en klassiker på nogle juleborde og passer fortrinligt til rødvine lavet på druen Shiraz/Syrah eller en spansk Garnacha, der kan matche den let julekrydrede medisterpølse.

Hvilken temperatur skal julevinen have?

Koldere end du måske tror. Det afhænger selvfølgelig af, hvilken vin du har mellem hænderne. En kraftig rødvin som en italiensk Amarone eller en fransk Rhône kan med fordel serveres ved en 16 grader. Serverer du lettere rødvin som Pinot Noir anbefaler vi serveringstemperatur på ca. 12-14 grader – dvs. kælderkold.

Hvilken vin skal man drikke til julefrokosten?

Intet julefrokostbord uden dejlig vin – eller hvad? Danskerne serverer traditionelt set øl og snaps til julefrokosterne, men elsker du vin, er der selvfølgelig gode vine at sætte på bordet. Til bordets fisk og rejer kan du med fordel gå efter sprød Sauvignon Blanc fra Loire-dalen eller en tør, tysk eller østrigsk Riesling. Er der federe fisk på bordet kan du også gå med en frisk, cremet Chardonnay fra Bourgogne. Til frikadeller, kamsteg og varm leverpostej med lune svampe vil en god oversøisk Pinot Noir være et sikkert hit – især hvis du elsker de lette rødvine.

Hvilken vin passer til sildemaden?

Sild og vin er ikke det bedste match i verden. For du skal finde en vin, der kan stå imod eddiken eller karrymarinaden. Hvis du er vinelsker er vores bedste anbefaling at skænke et stort glas kold Riesling eller Grüner Veltliner til at rense efter, når du har spist din dejlige sildemad.

Hvor lang tid før servering skal julevinen åbnes?

Hvis du har med en kraftig julevin at gøre kan du med fordel åbne vinen to timer før middagen og måske endda dekantere den – dvs. hælde vinen over i en karaffel eller lignende. Når du dekanterer din vin, så tilfører du ilt til vinen – og når vinen iltes, så frigives alle de gode duftaromaer!

Hvilken portvin passer til risalamande?

Ruby-portvinene er det klassiske valg til risalamanden juleaften pga. deres evne til at komplimentere kirsebærsaucen. Gå efter en Late Bottle Vintage, hvis du vil have en rig, fyldig smagsoplevelse, der kan gøre sætte prikken over i’et på den hjemmelavede risalamande.

Hvad passer til risalamande udover portvin?

Portvin er bestemt ikke den eneste hedvin, der klæder julens klassiske dessert. Prøv en lækker fransk Banyuls, der komplimenterer kirsebærsaucen utrolig godt eller en italiensk Recioto, der også byder på god sødme og noter af kirsebær og mandel.

Hvor lang tid kan en portvin holde sig åbnet?

En portvin af typen Tawny kan du gemme i op til en måned på køl med prop i. En Vintage Port eller en Late Bottle Vintage skal derimod nydes indenfor 3-4 dage efter åbning. Hvis du vælger en lækker portvin som denne bliver det næppe noget problem – den skal nok få ben at gå på.

Passion for mennesker og vin siden 1875

Fri fragt ved
køb over 500 kr.

Dag-til-dag levering
ved køb før kl. 13

Kongelig
Hofleverandør

Passion for vin
siden 1875

Afhentning i Kbh,
Aarhus & Odense

Afhent gratis din
ordre lokalt