Det nye Spanien: Sommelierernes nye jagtmark

Hvorfor valfarter alverdens sommelierer og vin-elskere til Spanien i disse år? Fordi de her finder nogle af verdens mest spændende vine, man allerede nu kan finde på nogle af de bedste restauranter verden over.

⁠⁠

For mange danskere har spansk vin været forbundet med én stil og særligt én bestemt rødvin: den billige, men kraftfulde Rioja, som blev serveret på sommerferien og siden let kunne plukkes på hylderne hjemme i supermarkedet. Men Spanien byder (heldigvis) på meget mere end den klassiske smagsintense rødvin.  Nogle af de mest innovative, moderne og overrumplende gode vine finder man faktisk lige nu på den spanske vinscene. De moderne vine fra Spanien ligner nemlig langt mere det, vi kender fra de nordligere breddegrader som Bourgogne og Rhône med kølig elegance, frisk stil og et vanvittigt højt niveau. Blandt den nye generation af vinbønder er bevægelsen mod friskhed lige så naturligt som det credo, der synes at herske i kældrene: så lidt menneskelig indblanding som muligt. En tilgang, der også hersker blandt nogle af de bedste vinproducenter rundt omkring i verden.

Bevægelse mod friskhed

En af de altdominerende vintrends disse år er uden tvivl efterspørgslen efter friske og letløbende vine. Når sommelierer verden over jagter friskere vine til kortet, så hænger det i høj grad sammen med de trends, vi ser på den internationale madscene. Fisk, skaldyr og grøntsager i alle afskygninger har indtaget køkkenet på både Michelin- og familievenlige restauranter – og her passer de lettere og mere elegante vine bare bedre til. Tendensen ses også tydeligt blandt vinproducenterne, bl.a. i Bourgogne, hvor fadet blandt nogle af de mest hypede producenter som Leroy-eleven Charles Lachaux på Domaine Arnaux Lachaux helt er på vej ud. Det gør vinene mere imødekommende i deres ungdom, når der ikke er noget fad, der skal integreres i vinen. Men med prisernes himmelflugt i disse eftertragtede vinområder, hvor produktionen umuligt hamler op med den massive efterspørgsel, er nye områder begyndt at blive bemærket. Ikke mindst i Spanien.

Det nye Spanien

Klimaet og terroiret er komplekst i Spanien og varierer enormt. Her skabes vine på den varme, golde højslette i det centrale Spanien såvel som i det fugtige og kølige vejr i Galicien. Leder man efter vine, der kan noget af det samme som de eftertragtede vine fra f.eks. Rhône og Bourgogne, så kan man med fordel vende blikket mod de køligere egne i Spanien. Her skabes vinene typisk på lokale og ofte ret ukendte druer som Mencia og Godello og selvom vinene både besidder kompleksitet, intensitet og dybde, så er udtrykket lettere, køligere og mere elegant.

Galicien: Friske vine fra kølige områder

Det er blandt andet i de kølige områder, at de friske, moderne vine skal findes. Nogle af de områder med størst efterspørgsel lige nu er vinene fra Galicien, hvor der er et unikt klima præget af de kolde vinde fra Atlanterhavet.

De bedste hvidvine fra Rias Baixas

Oppe langs kysten i det nordvestlige Spanien ligger området Rias Baixas, som har sat Galicien på verdenskortet. Her skaber Albariño-druen sprøde og friske hvidvine og i hænderne på den rette vinbonde kan druen skabe særdeles stor vin. En af de helt særlige vinmagere i Rias Baixas er Rodrigo Méndez. Modsat de fleste andre vinproducenter i Rias Baixas, arbejder Rodrigo udelukkende med den naturlige gær, der er med til at give endnu større præg fra det lokale terroir. Derudover bruger han hverken temperaturstyring eller ståltank, modsat 99 % af stort set alt andet Albariño i området. Rodrigo bruger i stedet store, gamle egetræsfade til både gæring og lagring for at vinen kan ’trække vejret’ i processen og det er også med til at give et blødere udtryk af den meget friske drue.

Ribeira Sacra – tidens mest hypede vinområde

I Ribeira Sacra, der er et af tidens mest hypede vinområder, skabes både nævneværdige rød- og hvidvine. Nogle af de bedste vine herfra drikker nærmest som god rød Bourgogne med sin letløbende frugtkarakter, mineralitet og magiske kombination af intensitet og elegance. Områdets helt store stjerne er Pedro Rodríguez fra vinhuset Adegas Guimaro. I de ekstremt stejle bakker skaber han frugtdrevne, kølige, mineralske vine, der år efter år er områdets bedst ratede vine hos de internationale vinkritikere. Guimaros marker er stort set alle beliggende i Amandi-zonen – den mest ekstreme del af Ribeira Sacra med skråninger på op til 80% hældning og et højt indhold af skifer. I kælderen anvendes kun den naturlige gær ligesom der hverken bruges overpumpninger, nye fade, klaring eller filtrering – præcis som man ser det hos mange af de bedste producenter i Bourgogne.

Bierzo som alternativ til Nordrhône

Også i Bierzo, som egentlig hører med i Castilla y Léon, skabes der blændende vine med et helt andet udtryk end det øvrige Castilla y Léon. Bierzo er da også placeret i den helt nordlige ende af området, hvor der er langt køligere end f.eks. Ribera del Duero. Området grænser op mod det kølige Galicien. Vinene kan minde om de lette, galiciske nabovine, og skabes på lokale druer som Mencía (til de røde) og Godello (til de hvide). En af de absolut største vinikoner her, er Raúl Pérez, der anses som en af verdens mest visionære og bedste vinmagere og har flere kåringer som verdens bedste vinmager bag sig. Hans vine sammenlignes ofte med de bedste vine fra det nordlige Rhône, med en fantastisk kombination af mørk frugt og friskhed.

"

The extraordinary wines of Raul Perez must be tasted to be believed … These are brilliant, artisanal, hand-crafted wines that words simply cannot begin to describe

The Wine Advocate

Hvad er forskellen på Garnacha og Grenache?

Der er ingen forskel, udover navnet. Men Garnacha kom først, da druen stammer fra Aragón i det nordlige Spanien. Siden blev druen eksportereret ind over Pyrenæerne til Frankrig og er i dag den store drue i f.eks. Languedoc og ikke mindst det sydlige Rhône.


Historisk har de spanske versioner været meget mørke og rige på alkohol. Derfor omtaler den nye generation af spanske vinmagere ofte deres vine som Grenache, da det refererer til de lidt lysere udgaver af vinen man kan finde i f.eks. hos de bedste producenter i det sydlige Rhône

Moderne Grenache-vine fra Spanien skabes af bl.a. af Terroir al Limit, Terroir Sense Fronteres og Bodegas Frontonio.

Oplev vinene

Ny generation søger lysere stil

Den nye tendens i Spanien handler dog ikke udelukkende om geografi og terroir. Det er i høj grad en bevægelse drevet af en ny generation af nysgerrige producenter, der har været ude i verden for at søge inspiration hos nogle af de toneangivende producenter og lært af de helt store mestre i bl.a. Bourgogne og Rhône.

Châteauneuf-du-Pape-udtryk i Priorat

Det er med inspiration fra Rhônedalen og brug af lokale druer som Grenache og Carignan, at nogle af Priorats mest interessante vinproducenter skaber deres vine. Tidligere var Priorat især kendt for sine tunge rødvine med fadpræg skabt på internationale druer som Cabernet Sauvignon og Merlot. Kultproducenten Terroir al Limit er skabt som en modbevægelse mod denne type af vin og har været frontløberen i Priorat, med deres bevægelse mod mere friske, kølige og elegante vine. Stilen har husets stifter Dominik Huber trukket i den helt lyse og elegante retning – og det ser men både i vinene fra Priorat og hans kølige og elegante Terroir Sense Fronteres-vine fra det unikke nabo-terroir i Montsant. Vinene fra Terroir al Limit sammenlignes ofte med kulthuset Château Rayas, og de besidder en enestående elegance.

Revolution i Rioja

I det mest klassiske område af dem alle – Rioja – er der også ved at ske en mindre revolution, hvor producenter fokuserer mindre på fadlagringen og mere på at udtrykke frugten og terroiret, så præcist som muligt. Artuke har på få år bragt deres lille familievingård op i superligaen med deres moderne, frugtdrevne vine, der år efter år høster 97-98 point hos de førende internationale vineksperter. Master of Wine – Tim Atkin – der hvert år laver den mest grundige rapport fra Rioja, klassificerer i dag Artuke som en af Riojas få Grand Cru-producenter og gav dem da også hans første 100 point nogensinde til en vin fra Rioja – Artukes enkeltmarksvin – La Condenada.

Passion for mennesker og vin siden 1875

Fri fragt ved
køb over 500 kr.

Dag-til-dag levering
ved køb før kl. 13

Kongelig
Hofleverandør

Passion for vin
siden 1875

Afhentning i Kbh,
Aarhus & Odense

Afhent gratis din
ordre lokalt