Hvad betyder klimaforandringer i Bourgogne?

Det største problem er ikke den højere temperatur, som mange nok tror – men derimod de langt mere ekstreme udsving i både temperatur og vejrforhold. 2021 er den mindste årgang i Bourgogne, men der er stadig meget at glæde sig til for den der får fingre i de eftertragtede flasker.

Mellem varme og frost

Blandt vinbønderne i Bourgogne siges det, at ”Juin fait la quantité et septembre fait la qualité”. I juni, hvor vejret kan være køligt og fugtigt, er mængden af druer – dvs. årets høst – på spil, mens en varm og stabil september sikrer druernes kvalitet. Dårligt vejr tidligt på året er ikke nødvendigvis dårligt for en årgang, hvor det også er vigtigt at stokkene hviler sig. Men vejrforholdene i juli, august og særligt september er afgørende for, hvilken kvalitet, druerne (dem en eventuel frost ikke har taget) får – og om det bliver en god årgang eller ej.

Klimaforandringerne har vendt op og ned på det.

I Rully rapporterede Albert Sounit om tre dages frost i begyndelsen af april 2021 med temperaturer helt ned til minus 11-12 grader. Det var dog ikke det store problem, for forårsfrosten er ikke ualmindelig. Det var derimod de høje temperaturer i slutningen af marts, hvor temperaturer helt op til 28-30 grader fik vinstokkene til at smide dækbladene og fik helt sarte, transparente blade til at skyde frem i troen på det snarlige forår. Da frosten kom, gik der ikke mere end et par timer, før de begyndte at krølle sammen og var ødelagt. Albert Sounit mistede her halvdelen af sin høst.

Hør Knud Kjellerup fra Albert Sounit tale om den begrædende lille, men utroligt velsmagende årgang 2021 og de høje forventninger til årgang 2022.

Video thumbnail
Se video

Månedlige gennemsnitstemperaturer.

Også Maison Louis Jadot har i 2021 måtte sige farvel til en stor del af høsten på grund af de store vejrudsving. Kigger man nærmere på vejrforholdene ses der tydelige afvigelser fra ’normalen’. Côte d’Or bød f.eks. på et langt lunere februar, hvilket vækkede vinstokkene af deres dvale og fik saftspændingen til at stige i selve vinstokken – med utrolig tidlig knopdannelse som konsekvenser. I begyndelsen af april gik temperaturen helt op til 25 grader i dagtimerne til frost i nattetimerne. Foråret var generelt tørt, mens sommeren var koldere og langt mere regnfuld end vanligt.

Det kan være svært at se for sig, hvordan disse vejrforhold tager sig ud i marken, men se bare forskellige stadier druerne havde nået på denne mark i to forskellige årgange men på den helt samme dato. Første billede er fra 25. maj 2020, mens det andet er fra 25. maj 2021.

Kritiske vejrforhold og gode årgange

Vi har en række årgange inden for de sidste ti år, som man kan karakterisere som ’store årgange’, blandt andet på grund af de stigende temperaturer. Spørger du Frédéric Barnier, der er winemaker og teknisk direktør hos Louis Jadot, så har de af samme grund aldrig skabt bedre vine – vine, der er modne og er af utrolig høj kvalitet. Men klimaforandringerne giver store udfordringer – især på kvantiteten og i markene må de være forberedte på de udfordringer, der er forude.

Video thumbnail
Se video

Hos Louis Jadot arbejder de hele tiden på at finde bedre løsninger på et uforudsigeligt vejr og den sene forårsfrost, der efterhånden mere er reglen end undtagelsen. Mange løsninger er ikke specielt bæredygtige – såsom at brænde lys i marken, sprøjte vand eller på anden elektronisk vis forsøge at hæve temperaturen omkring vinstokkene. Hos Louis Jadot bekæmper de frosten ved at ændre deres praksis i marken – altså inden for vitikulturen. Ved at beskære senere kan de eksempelvis holde skuddene i dvale længere. Under vækstsæsonen modarbejder de hos Louis Jadot de ekstreme vejrforhold med anden beplantning – i nogle tilfælde ved at plante græs mellem rækkerne, i andre ved at skærme druerne mod at blive forbrændt af solen med løvdække. Der er kort sagt ikke én løsning. Det er et konstant og årvågent arbejde med justeringer i markarbejdet for at få de dyrebare druer i hus – og sidenhen flaske.

Årgang 2022

Forventningerne til årgang 2022 er høje og mængderne gode – både hos Louis Jadot og Albert Sounit. Høsten startede tidligt, også i år. En tendens, der går igen over hele Bourgogne.

Nedenfor kan du høre Frédéric Barnier fortælle om forventningerne til årgang 2022.

Første høstdag hos Louis Jadot siden 1970

Video thumbnail
Se video

Passion for mennesker og vin siden 1875

Fri fragt ved
køb over 500 kr.

Dag-til-dag levering
ved køb før kl. 13

Kongelig
Hofleverandør

Passion for vin
siden 1875

Afhentning i Kbh,
Aarhus & Odense

Afhent gratis din
ordre lokalt