Luk
Indkøbskurv
Kurven er tom

Patz & Hall

Patz & Hall i Sonoma er hyldet som én af USA’s mest efterspurgte producenter af Chardonnay og Pinot Noir. Deres adelsmærke og stil er sprøde, koldklima vine, og husets enkeltmarksvine har med tiden opnået legendarisk status.

Patz & Hall blev etableret i 1988 af Donald Patz, dimitteret biolog fra University of Oregon i Eugene, og James Hall, der arbejdede som assisterende vinmager på Flora Springs i Napa Valley. I starten var projektet forbeholdt deres spartanske fritid, men fra 1995 gik de ”all in”, og føjede fruerne Anne Moses og Heather Patz til medarbejderstaben.

Firkløverets håndværksmæssige tilgang til vinfremstilling, tætte og personlige relationer til en håndfuld af Californiens fineste og bedste avlere, og ikke mindst adgangen til deres druer via langtidskontrakter, har siden etableringen været hjørnestenen i vingårdens succes og konstante kvalitetsniveau. Af samme årsag modtager Patz & Halls vine konstant høje ratings.

I foråret 2016 købte Ste. Michelle Wine Estates Patz & Hall. De stiftende partnere vil dog stadig forblive involverede i den daglige drift af vingården. Ni år tidligere købte selvsamme Ste. Michelle Wine Estates det legendariske Stag’s Leap Wine Cellars i Napa Valley i et joint venture med Antinori. Således råder de i dag over Californiens fineste repræsentanter for Cabernet Sauvignon, Pinot Noir og Chardonnay.

Galleri