Indkøbskurv
Kurven er tom

Weingut Nik Weis

Allerede fra en tidlig alder lå det i kortene, at Nik Weis skulle følge i forfædrenes fodspor som vinbonde i landsbyen Leiwen mellem Trier og Bernkastel. Weis-familien har dyrket vin i Mosel i mere end 200 år. Vingården St. Urbans-Hof, navngivet efter en burgundiske biskop og skytsengel for vinavlere, blev dog etableret af Niks bedstefar, Nicolaus Weis så sent som i 1947. Det er fra denne vingård Nik Weis og hans team af dedikerede medarbejdere i dag udøver deres magi og fremstiller Mosel- og Saar-vine på allerhøjeste niveau.

Nik Weis arbejder stort set udelukkende med Riesling-druen, men som han selv understreger: ”Der laves meget god Riesling rundt omkring i verden. Jeg vil fremstille de bedst tænkelige Mosel Riesling-vine.”

Forudsætninger for at fremstille de bedst tænkelige Mosel-vine er bestemt også til stede. Vinstokkene, der gror i en skønsom blanding af blå-, grå- og rødskiffer, har en gennemsnitsalder på 60 år. De ældste beplantninger er fra slutningen af 1890’erne. Af Gran Cru-marker kan Nik Weis ligeledes bryste sig af besiddelser på Goldtröpfchen, Laurentiuslay og Layet i Mosel, samt Bockstein og Saarfeilser i Saar.

Som sagt har Nik Weis været involveret i alle aspekter vinproduktion fra barnsben – side om side med sin far, der i mellemtiden ekspanderede jordbesiddelserne til også at omfatte Saar. Siden begyndte Nik at studere vinavl og ønologi på det verdensberømte universitet Geisenheim i Rheingau, hvorfra han dimitterede i 1997. Hjemvendt til St. Urbans-Hof fik han mulighed for at implementere sine egne produktionsfilosofier, inden han overtog vingården fuldstændig i 2003.

Siden er det gået stærkt for Nik Weis. Både hvad angår udvidelse af markarealerne til de nuværende 45 ha, og også hans internationale anerkendelse og berømmelse. Nøglen til denne ligger formentlig – og blandt andet i, at Nik har succes med at fremstille håndværksmæssige, perfekte vine, som man har lyst til at tage endnu en slurk af. Omkring sine egne vine har Nik en analogi med luksussportsvogne. De er altid bygget omkring en letvægtsramme, har en overordentlig kraftfuld motor, er ekstremt elegante inderst som yderst, og så er de aerodynamiske. Sådan opfatter Nik også sine Mosel-vine. Elegante og alligevel kraftfulde, med et bredt floralt spektrum, en stram, mineralsk finish og dog med et lavt alkoholindhold.

At Nik Weis, blandt mange andre fine udmærkelser, har modtaget Wine Spectator’s Critic’s Choice Award i 2007, 2009, 2011, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 vidner om indfriede ambitioner, men også om en vis konsekvens og stabilitet i kvalitetsniveauerne.

Nik Weis har som noget helt naturligt tilsluttet sig det credo, der synes at gælde blandt de fleste top-producenter i Europas klassiske og eftertragtede vinregioner: terroir-tænkning og et minimum af menneskelig intervention. Således afspejler enhver vin fra Nik Weis den enkelte vinmarks mikroklima i et givent høstår. Groft sagt består interventionen næsten udelukkende i høsttidspunktet og dermed intentionen for den enkelte vin, hvorvidt den skal være tør eller sød.

Ovennævnte filosofi har også medført, at Nik Weis i dag er certificeret under den internationale, bæredygtige landbrugsorganisation Fair’N Green. Organisationen tager ifølge Nik bæredygtighed et skridt videre, og går helt i tråd med mottoet i Weis-familiens våbenskjold: Con Naura. Non Invicem. Med naturen. Ikke mod den.

Fotos: Jon Wyand

Galleri