Produceret af Prats & Symington
Partnerskabet mellem portvinsfamilien Symington og den tidligere ejer af Château Cos d’Estournel i Saint-Estèphe,Medoc, Bruno Prats, startede i 1999, da man blev enige om, sammen, at producere topbordvine dyrket i Douro-dalen. Målet var at bruge erfaringen fra produktionen af store Bordeaux-vine til at frembringe topvine på druesorter, der traditionelt bruges til fremstilling af portvine.
Prats & Symington ejer nu sammen de 2 top-estates i Douro-dalen: Quinta de Roriz og Quinta da Perdiz. Roriz ligger ned til bredden af Douro-floden, mens Perdiz ligger på den anden side af bjerget, ned til bifloden Torto – to Quianta’er med forskellige mikroklimaer, men begge med en stor andel af de to druesorter Touriga Nacional og Touriga Franca, som regnes for de bedste sorter til frembringelse af store Douro-vine. Følgende 3 vine produceres: Chryseia, Post Scriptum og Prazo de Roriz.