Store italienske blå druer
Italien er danskernes foretrukne destination, når der skal god vin i glasset. Hver region har sin helt egen særlige stilart og det skyldes bl.a. de forskellige druesorter. Læs mere om de største italienske blå druer.
Nebbiolo
Nebbiolo er kernen i Barolo og Barbaresco-vinene fra Piemonte og er kendt som kongen af italienske druer. Druen har en tynd skal med beskedent farvepigment, og er vanskelig at dyrke pga. dens varmekrævende facon. Nebbiolo, som betyder ’tåge’ modner først i slutningen af oktober, hvor morgentågen hænger tungt over dalene. Druen har høj smagsintensitet og rige mængder tannin og frugtsyre.
Barbera
Barbera er den tredje mest plantede drue i Italien og dyrkes i Norditalien. Særligt Piemonte er kendt for sine flotte Barbera-vine. Druen giver intense vine med højt syreindhold, hvilket giver friske og frugtrige vine med et strejf af urter.
Sangiovese
Sangiovese er Italiens mest udbredte drue og Toscanas hjertebarn. I Montalcino er klonen Sangiovese Grosso den eneste tilladte drue. Sangiovese har et højt indhold af syre og tannin og kendes især fra Chianti- og Brunello-vine og i de drueblandede ”Supertoscanere”. Sangiovese betyder ’Jupiters blod’ og druen kan for sig selv være temmelig hård og syreholdig – næsten kras. Derfor blandes druen ofte med andre sorter.
Primitivo
Primitivo modner tidligt og giver bløde, varme og imødekommende rødvine med krydrede noter. Druen dyrkes primært i Puglien og er identisk med Zinfandel og stammer oprindeligt fra Kroatien. Den anden store syditalienske druesort er Negroamaro, som giver mørke, rustikke vine med kraftig bærfrugt og en bitter finish.
Corvina & Rondinella
Corvina & Rondinella er to af druerne, som sammen med Molinara og Osaleta findes i de populære Amarone-vine. De har masser af smag og kraft.