Beskrivelse
Grappa di Amarone Tommasi er fremstillet af kvas fra produktionen af enkeltmarks-Amaronen "Ca’ Florian". Ca’ Florian er beliggende i Valpolicella Classico-området. Fremstillingen af Grappaen sker ved at drueskind og rester af druestilkene presses blødt umiddelbart efter at fremstillingen af Amarone er tilendebragt. Den forsigtige presning er vigtig for ikke at få for mange "bitre" stoffer fra stilkene med i mosten, der gæres på ny og derefter destilleres til en alkoholprocent på omkring 75 % . Destillatet lægges på små træfade og tilføres gradvist destilleret vand for at bringe alkoholprocenten ned på 45 %. Inden aftapningen foretages en kulde behandling - grappaen køles ned til minus 10 grader i 48 timer for at udskille urenheder inden aftapningen.
Læs hele beskrivelsen
Produceret af Tommasi
Det særdeles vellykkede vinfirma Tommasi er et familieforetagende der blev grundlagt i 1902. Sammenholdet i familien er helt enestående og det er nu fjerde generation der driver Tommasi. I dag arbejder 6 fætre og kusiner sammen – hver har deres ansvarsområde, men alle større beslutninger tages i fællesskab. Tommasi er kendt for sine Valpolicella-vine og har i dag 90 ha. i dette område, men har også marker i andre områder i Veneto som f.eks. Lugana, Custoza og Bardolino. Det er værd at bemærke, at alle Tommasis vine kommer fra egne vinmarker og er ’slotsvine’. En lang række af deres vine bærer også vinmarkens navn, da alle Tommasis vine vinificeres hver for sig. I 1997 købte Tommasi-familien Poggio Al Tufo i Pitgliano, som er et provinsområde i Grosseto.
Veneto udgør sammen med Toscana og Piemonte de mest prestigiøse italienske vinregioner og er hjemsted for nogle af verdens mest berømte af vine, for Venetos vedkommende især Amarone. Vi befinder os i den nordøstlige del af Italien med Romeo & Julies by Verona som ’hovedstad’ for regionen. Veneto er den 3. største vinproducerende vinregion, og ud over Amarone kendt for vinene Ripasso, Bardolino, den hvide Soave, boblevinen Prosecco og den søde dessertvin Recioto.