Produceret af Codorniu
Codorníu, grundlagt i Catalonien i 1551, er den ældste og største Cava-producent med en produktion på 60 millioner flasker Cava om året. I 1659 giftede Anna Codorniu sig med Miquel Raventós, der lige som hende kom fra en familie med lange traditioner som vinmagere. Mange år senere, i 1872, var en af efterkommerne Josep Raventós, den første nogensinde der lavede en Cava efter ”Methode Traditionelle” – altså med 2. gæring i flasken som man gør det i Champagne. Med det etablerede han er helt ny og sprudlende (og boblende) industri i Penedes og er således ophavsmand til den Cava-industri og kultur som Barcelona og hele det omgivende Catalonien er så elsket og kendt for. I 1976 erklærede Kong Juan Carlos Codorniu’s vinkældre for et Nationalt Monument af særlig historisk og kunstnerisk interesse.