2. Bedsteforælder til et hav af druer
Pinot Noir er en utrolig gammel drue, og er en af de ældste vindruer, der har overlevet til den dag i dag. Som det ofte er tilfældet med vin fra den gamle verden (dvs. vine fra de steder, hvor vinproduktion først opstod), er druens historie ikke fuldstændig klarlagt. Druen skulle efter sigende stamme fra Bourgogne og menes at være helt op til mellem 2000 år gammel og datere tilbage til Romertiden. Til sammenligning er Cabernet Sauvignon, der er verdens mest beplantede druesort, kun et par hundrede år gammel. Pinot Noir anses for at være en af de tre stamfædre til de vindruer, vi har i dag. De andre to stamfædre er Savagnin og den i dag næsten uddøde Gouais Blanc. Ifølge genetiske undersøgelser skulle den således være forfader til en række af store druer, bl.a. Gamay- og Syrah-druerne.
3. Munkene var de første Pinot Noir-elskere
Pinot Noir blev en utrolig populær vin i Middelalderen, hvor kirken og adelen dyrkede den på udvalgte jorder. I mange århundreder blev vinen produceret af franske munke i Bourgogne. Munkene satte enormt fokus på kvaliteten af deres vine, der skulle være Gud værdig, og fordi de havde med en så følsom drue at gøre, kortlagde munkene de forskellige jordbundsvariationer i mange af deres vinmarker. De identificerede og klassificerede, hvilket land der var velegnet til dyrkningen af de bedste Pinot Noir-druer og blev herved foregangsmænd for det detaljerede Cru-system, som den dag i dag bruges i Bourgogne.