De fleste kender Italien for mode, gastronomi og den særlige livsstil, der giver masser af tid til ”familia” og en lidt mere tilbagelænet holdning til hverdagen, end mange danskere har.
Netop livsstilen sammen med klimaet, kulturen og det fantastiske landskab har i mange år gjort Italien til en yndet feriedestination. Især området omkring Gardasøen har været det faste feriemål for mange danske familier gennem årtier.
Europæisk vins arnested
Netop på ferien har mange også opdaget de mange spændende og velsmagende italienske rødvine, som landet gemmer på. Klimaet gør, at vin kan gro stort set overalt i landet, og traditionen med at dyrke vin er ældgammel.
Det var grækerne, som tog vinen med, da de koloniserede Sicilien og den sydligste del af støvlelandet. Senere tog romerne de ædle druer med, da de underlagde sig store dele af Europa. Så det er faktisk romernes ære, at vinen nåede til Frankrig, der i dag nok er verdens mest kendte vinproducent.
Det italienske rødvinskompas
Men italienerne har langt større erfaring og langt større variation, selv om ikke al Italiens vinproduktion er i topklasse. Lad os tage en tur rundt og se nærmere på nogle af Italiens bedste rødvine.
De store rødvine mod nord
I dag er det primært den nordlige del af landet, der er mest kendt for deres rødvin. Her kender de fleste danskere sikkert Amarone-vinen, der netop er stor i området omkring Gardasøen og Verona, der er en af Italiens vinhovedstæder. Amaronens høje alkoholniveau på 14 % og derover, dens fylde, mørke farve og tørhed har givet den noget nær kultstatus.
Også Amaronens ”lillebror” Ripasso er blevet populær inden for de seneste årtier. Hos Kjær og Sommerfeldt er vi så heldige at have et tæt samarbejde med en af de førende producenter af begge vine, nemlig Tommasi-familien. De er i øvrigt en af de 12 familier, der udgør Amarone Families, der værner om Amarone-vinens kvalitet.
Norditalien er også kendt for deres Bardolino og Valpolicella, lige som der også kommer gode Merlot- og Cabernet Franc-vine fra vinområderne Veneto og Friuli-Venezia Guilia samt gode Pinot Noir- vine fra den allernordligste del af Italien.
Piemonte – vinmekkaet i det vestlige Italien
Centralt i den nordvestlige del af Italien finder vi Piemonte, der ligger omkring byen Torino. Området er især kendt for sin Nebbiolo-drue, der er omtalt i dokumenter helt tilbage fra det tidlige trettende århundrede. Navnet stammer fra det italienske ord for tåge, nebbia, som refererer til det tykke, hvide flor af gær, der danner sig på druerne, når de modner – eller måske til den smukke hvide tåge, der opstår i dalene i vinområderne om efteråret.
De fineste Nebbiolo-vine som f.eks. Barolo og Barbaresco besidder en kombination af kompleksitet og styrke, der ikke findes magen til. Det har givet druen samme status blandt italienske vine, som pinot noir har opnået i Bourgogne.
Blandt nogle af de fremmeste producenter af Barolo kan nævnes Andrea Oberto. Han solgte tidligere sin høst til et lokalt kooperativ, men valgte på et tidspunkt at stå på egne ben. Han har udviklet en Barolo, der på det nærmeste er blevet en verdensomspændende trend inden for modernistiske vine.
Længere mod syd, men stadig i den vestlige del af landet, gemmer Toscana – udspringet for den vesteuropæiske civilisation – på spændende druesorter, som f.eks. Sangiovese, der kommer af latin ”Sanguis Jovis”, Jupiters blod. Den indgår blandt andet i de kendte vine Chianti og Brunello.
Chianti’en er kendt af mange for sit ”bastskørt” om flasken. I årevis var den synonym med italienske vine herhjemme og en fast del af vinkortet på ethvert finere pizzeria. I dag har de fleste producenter af Chianti droppet ”bastskørtet”, måske fordi det på italiensk kaldes for ”fiaschi”, der i mange udlændinges ører lyder meget som ”fiasko” – og lige netop det, ville det være synd at kalde denne dejlige rødvin.
Syditalien – ophavet til al vesteuropæisk vin
Det var som sagt i det sydligste Italien og Sicilien, at grækerne plantede deres vinstokke, da de koloniserede området tilbage i det 8. og 7. århundrede f.v.t. side om side med etruskerne og fønikerne.
Der gik dog ikke længe før romerne fik smag for vin, og på grund af det gunstige klima i Italien bredte vinproduktionen sig hurtigt til resten af landet og med romerne videre ud i Europa.
I den sydligste del af Italien – helt ude på hælen – finder vi således en af de oprindelige druesorter, nemlig Zinfandel-druen, der også går under navnet Primitivo. Zinfandel-druen er nok mest kendt fra californisk rødvin, men indgår også i mange italienske rødvine, som f.eks. Tebaldo Rosso.
Italiensk rødvin hos Kjær og Sommerfeldt
Hos Kjær og Sommerfeldt finder du et righoldigt udbud af italienske rødvine fra alle de store såvel som de mindre kendte producenter. Vi har et tæt samarbejde med flere spændende producenter, der hører til blandt nogle af de ypperste producenter af italiensk rødvin.
Så rul op til toppen af siden og gå på eventyr i vores mange spændende og velsmagende italienske rødvine.
Se alle vores italienske rødvine →